Øversegt på wejelbomol |
| Niels Mejlhede Jensen, Bøgeløvsvej 4, 2830 Virum, Danmark. e-post (web forfatter) |
Spelmajsmelodije i brug i Danmark 1999, arrangeret mæ improvisationer; + dåjs-instruktionerFolkdå'js frå Danmark + non fo frå Sverrig å ajjer la'j |
De dæ mæ folkdåjs, de ka do jo sagt. De æ bar
å smi træskun, å så: jen, tow, træj dær
uk å.
Så hær vil a møj heller bar fåtæl en
bette histåri (å mej fåbro Johannes).
Um hwon wi kummer hinan we dæ i Wendsyssel, i hwa fælle
u på lant i gammel daw - non steer.
Lidt indledning på københavner-dansk:
Rigsdansk har 2 køn: en og et. Vendelbomål
har 3 køn: jej, jen og jet som betonet talord,
og: i, en og æ som ubetonet kendeord. Dans er
hankøn og hedder i de 4 former: i dåjs, dåjsi,
flere då'js, alle då'jsn, hvor flertal dannes
ved gøre vokalen lang (så vi beskyldes for at snuppe endelserne
af, (altså tale forkert)). Dåjs hedder dajs mange
steder i Vendsyssel. Der er en vendsysselsk ordbog i 5 bind af Arne Espegård
1972, tak for det, (den er forbavsende dyr på brugt-markedet), men
den lever måske ikke overalt helt op til tyske krav om angivelse
af grammatik. I Hanherred mellem Vendsyssel og Thy springer man pludseligt
fra at have 3 køn mod øst til at have kun ét køn
mod vest, og desuden kun foranstillet kendeord. Så en kone, konen
hedder bare: æ kun, mens hun på vendelbomål hedder:
en
kun, kwån, altså endda uregelmæssig bøjning.
Så et af de simple, smukke, tydelige vestjyske sprog skulle have
været valgt til rigsdansk. Men med internet bliver det jo alligevel
snart engelsk.
Det har min farbror Johannes lavet et digt om:
Æ lokomotyw |
Lokomotivet
. |
| Stine frå Stuergård war bred som i stak,
å bred øwer heer breeng, å bred i heer snak, men gue war hon åsse. Jow, ka do jiit: Di gammel i sownt besøgt hun skam tit. Hon spåer intj heer bien, i gång jik hon uk øwer tjare å so te gammel Pjer Knuk. |
Stine fra Storgård var bred som en stak,
og bred over hendes bringe (bryst), og bred i hendes snak, men god var hun også. Jo, kan du gætte (forstår du): De gamle i sognet besøgte hun skam tit. Hun sparede ikke hendes ben, en gang gik hun ud over kæret og så til gamle Per Knud. |
| Di pråte en titj om stuet å om småt,
så seer hun Stine: "Her buer do jo godt, men lånjt frå ajer o jenner på ste'. Hwa wil do ønsk, do hae sit mier end de?" Pjer Knuk haj sa taws omtrent æ minut, så seer haj ujsile sånt lidt latrut: |
De snakkede en tid om stort og om småt,
så siger hun Stine: "Her bor du jo godt, men langt fra andre og ene på stedet. Hvad vil du ønske, du havde set mere end det?" Per Knud han sad tavs omtrent et minut, så siger han undseeligt sådan lidt modfalden: |
| "Tow ting fæk a intj å sitj i mit
lyw.
Dej jeen ting de er a lokomotyw. Dej naen ting de er - do wil kaski litj - æ nagen kwejmeesk. De jik mæ forbitj. A bløw intj jywt, å ien pieg lokker op heer lywstøtj å wiser femme heer krop." |
"To ting fik jeg ikke at se i mit liv.
Den ene ting det er et lokomotiv. Den anden ting det er - du vil måske le - et nøgen kvindemenneske. Det gik mig forbi. Jeg blev ikke gift, og ingen pige lukker op hendes livstykke og viser fremmede hendes krop." |
| Æ lokomotyw ku Stine jo intj
fo her uk, å så truer a, hon håer tentj: Dej fatte fornøwels jir a ham nemt, swalrer haj om de, truer folk, haj håer dræmt. For det behøwer a wal wagt nok å nøewn: Lidt tullere war haj på sistningi bløwn. |
Et lokomotiv kunne Stine jo ikke
få her ud, og så tro jeg hun har tænkt: Den fattige fornøjelse giver jeg ham nemt, sladrer han om det , tror folk, han har drømt. For det behøver jeg vel dårligt nok at nævne: Lidt tulret (kuldret) var han på det sidste blevet. |
| Så jik hon uk i hans tjykken en tur,
å kam så å vist sæ i bår figur. Pjer Knuk haj stirre som troffen å lyn. Så seer haj: "De war da e drabelig syn! Ja, så skul de ligot ske i min titj, at a fæk æ lokomotyw å sitj." |
Så gik hun ud i hans køkken en tur,
og kom så og viste sig i bar figur. Per Knud han stirrede som truffet af lynet. Så siger han: " Det var dog et drabeligt syn! Ja, så skulle det lige godt ske i min tid, at jeg fik et lokomotiv at se." |
En lignende historie fortælles på Bornholm om præsten og præstefruens besøg på Christiansø. Og Sigrid Undset har videregivet en lignende historie fra Norge. For os vendelboer er Johanneses historie her ægte vendelboisk i sprog og form for det kulturlag.
Jeg har her oversat den ordret til københavner-dansk.
Hvem har forslag til en mindre ordret omskrivning, der passer i rytme
og rim - ja og måske endda er delt lidt bedre ind sætningsvis?
Jeg har her i København hos mine folkedansere med stor glæde
fortalt mange af farbror Johanneses små historier. Med en passende
indledning på københavner-dansk, der fortæller det meste,
bortset fra pointen, plejer mange at forstå hovedindholdet.
Her i februar bringer jeg også lige en vinterhistorie:
I min barndom boede jeg på en typisk 4-længet gård.
(Der havde jeg en udmærket og spændende barndom). I stuehuset,
der vendte mod vejen, boede gårdejerfamilien. Dagligstuen var opvarmet
af en kakkelovn, fyret med tørv. I køkkenet var der også
varme fra et tøvekomfur; (indtil vi fik flaskegas, så var
det slut med et lunt køkken). Der blev ikke fyret andre steder,
undtagen når vi skulle have særligt fint besøg. På
den modsatte side af gårdspladsen lå laden, med kornneg og
halm og tærskeværk. Længen til højre for gårdspladsen
var "nø'st" = kostalden, hvor der var dejligt lunt at komme ind.
Længen til venstre for gårdspladsen havde hestestald og vognskjul
- og karlekammer. Før vi fik traktor havde vi karl og pige på
gården. Pigen sov på loftet i stuehuset, mens karlen altså
sov ude i hestestaldslængen. Vi spiste alle ved samme bord, og om
aftenen sad karlen og pigen selvfølgeligt inde i den varme stue
sammen med gårdejerfamilien. (Der kunne de så ind i mellem
tavst høre den rette politiske mening, om hvad der stod at læse
i avisen). Indtil karlen skulle fra den varme stue og ud i den kolde seng.
Den 3' dag med (hård) frost kom frosten ind i huset (sagde man).
Så begyndte der at dannes rimfrost på væggene, væggene
blev "lådne". Ruderne isede til med centimetertyk is og rim. Vandet
frøs til is i vandfadet og i truget hos dyrene (undtagen i kostalden).
Den klamme dyne og sengehalm blev stiv af frost, og for oven på dynen
var der et tykt lag rim om morgenen hvor man havde ligget og åndet.
Så Wolle Pjer var ikke altid glad for at komme ud i seng:
Høwn øwer sengen |
Hævn over sengen
. |
| Wintjen war kold, dej war lång, dej war stræng.
Frøsti faj hielt eej i Wolle Piers seng. Hans weeg war løen. der war is på hans ru. Frøsti søgt eej, dej ku intj lukkes u'. |
Vinteren var kold, den var lang, den var streng.
Frosten fandt helt ind i Ole Pers seng. Hans vægge var lodne, der var is på hans rude. Frosten søgte ind, den kunne ikke lukkes ude. |
| Der Wolle Pier tjient, war djer bitjleger gu',
fløt sæ frå dej å uk i seng kræwe mu'. Kåelkammersengen war stræng å waerm op. Wolle Pier frøs om hans fæer å om hans krop. |
Der Ole Per tjente, var deres bilæggerovn god,
flytte sig fra den og ud i seng krævede mod. Karlekammersengen var streng at varme op. Ole Per frøs om hans fødder og om hans krop. |
| Jej awten jij haj så sengen no skæej,
haj såe te dynen: "De her skal ha æej! Sien helli tre konger hår a waermt dæ. I jawten skal do - bette dyen - waerm mæ". |
En aften gav han så sengen nogle skænd,
han sagde til dynen: "Det her skal have en ende! Siden hellig tre konger har jeg varmet dig. I aften skal du - bitte dyne - varme mig". |
| Så trak haj nagen, jik uk i nordøst,
stu steel e kotir i atten gråers frøst, så stawre haj eej å lukke hans dør. Dej awten war dynen lun å koem åjer. |
Så trak han nøgen, gik ud i nordøst,
stod stille et kvarter i atten graders frost, så stavrede han ind og lukkede hans dør. Den aften var dynen lun at komme under. |
Led Wolle Pjer? Blev han revolutionær der ude i det kolde karlekammer?
Nej da! Wolle Pjer var ingen tøsedreng. Selvfølgelig
ville han helst sove derude i det kolde karlekammer, ligesom enhver anden
stærk karl på landet, frem for inde i stuehuset. En dag ville
han vel også få sin egen jord under træskoene.
Historien er en gammel wendelbohistorie, som min farbror Johannes
har sat på digt.
Johannes blev født til kyndelmisse (2 feb.), hvor vinteren knuger.
En krigsskro |
En krigsskrå
. |
| Dej krig dej ka a intj fordraew.
Hwar jennest ting er snåt å laew. Wor tjømaj suwr, wor slatjer træt, enhwar er fjette mæ sit fjet. Å ræwlingris a tjøbt i liem, dej slæ a op på knap en tiem. De reb, wi for, er å papir, så tjyen gor løs for hwar kotier. Wot kaffe er erstatningssprøjt. Å røgtobak? Nej intj en døjt. Men wæst for mæ er ligodt de: En skro mæ wagt ka teeg sa te. |
Den krig den kan jeg ikke fordrage.
Hver eneste ting er snart af lave. Vor købmand sur, vor slagter træt, enhver er fedtet med sit fedt. Af revlingeris jeg købte en lime (kost), den sled jeg op på knap en time. Det reb, vi får, er af papir, så køerne går løs for hvert kvarter. Vores kaffe er erstatningssprøjt. Og røgtobak? Nej ikke en døjt. Men værst for mig er lige godt det: En skrå jeg dårligt kan tigge mig til. (bønfalde om at købe) |
| Jej da a hae wat i wor brus,
å der hae a fåt lidt kardues. På hjemwej - huleme - a faj i stomp cigar, i bette gaj. Men sånt i stomp hår ligodt kraft, det sidst, det hår jo mjest no saft. Lidt åsk det faj a i min pieb. Å di trej diel, do ka begrieb, der bløw en skro, som intj war aew, som jen å dem frå fredens daew. A lå dej ej i høwer sie å tøt: "No ka a lywe lie". |
En dag havde jeg været i vor brugs,
og der havde jeg fået lidt kardus. På hjemvejen - hule mig - jeg fandt en stump cigar, en bitte tingest. Men sådan en stump har lige godt kraft, det sidste, det har jo mest noget saft. Lidt aske det fandt jeg i min pibe. Af de tre dele, du kan begribe, der blev en skrå, som ikke var ilde, som en af dem fra fredens dage. Jeg lagde den ind i højre side og syntes: "Nu kan jeg livet lide". |
| A kam i snak mæ Wolles Pier,
haj såe: "Kom eej å sæt dæ nier, så jier wor muer wal surrogat". A klæmt min skro å war parat, a låe dej steel, å mient i løn, i brøgeswejekarmis hjøen. Så drak wi "kaffe", fæk en sluer om krig å oltj erstatningskluer, å så såe a: "Forwal", å jik, men da a skul te weje tjik, så maet a stirre uen å sitj: Mien skro war wæk, - mien løek forbitj. |
Jeg kom i snak med Oles Per,
han sagde: "Kom ind og sæt dig ned, så giver vor mor vel surrogat". Jeg klemte min skrå og var parat, og lagde den stille, jeg mente i hemlighed, i bryggersvindueskarmens hjørne. Så drak vi "kaffe" og fik en sludder om krig og alt erstatningskludder, og så sagde jeg: "Farvel", og gik, men da jeg skulle til vinduet kikke. så måtte jeg stirre uden at se: Min skrå var væk, - min lykke forbi. |
| A tentj mæ om: "Hwem er så fræk?"
Så steg op for mæ postens træk. Awisen lå der. "Jow, Pjer Post! Så er e dæ. Dej wulke wost". A skøntj mæ hjem, sånt lidt geswentj, for dæ ku wi haem lieg snåt wentj. A såe te kwoen: "Hål kaejn parat. Wor post ska ha no surrogat. Mien gue skro dej håer a mest. A foer dej kons tebaeg we list". Så kam haj, a hae jitte godt, haj war å skro hielst skjøw i hwoet. |
Jeg tænkte mig om: "Hvem er så fræk?"
Så steg op for mig ham postens træk Avisen lå der. "Jo, Per Post! Så er det dig. Din valkede ost". Jeg skyndte mig hjem, sådan lidt gesvindt, for der kunne vi ham lige snart vente. Jeg sagde til konen: "Hold kanden parat. Vores post skal have noget surrogat. Min gode skrå den har jeg mistet. Jeg får den kun tilbage ved list". Så kom han, og jeg havde gættet rigtig, han var af skrå helt skæv i hovedet. |
| Wor muer bød "kaffe" uen å grien,
haj takke, ien fortrak en mien. Haj smit hans taesk, å skroen haj lå der uen på. - A greb dej glå å putte dej te tjejtæjn eej. En lovsang steg op i mit seej. Dej hae meest lidt å sin kraft, te jenjæl hae dej mier saft. Skal a fo sånt en skro ijen, så wil a åller leeg dej hen. I sånt en knieb wil a intj koem. Nej, a wil put dej i mien loem. |
Vor mor bød "kaffe" uden at grine,
han takkede, ingen fortrak en mine. Han smed hans taske, og skråen lagde han der oven på.. - Jeg greb den glad og puttede den ind til kindtænderne. En lovsang steg op i mit sind. Den havde jo mistet lidt af sin kraft, til gengæld havde den mere saft. Skal jeg få sådan en skrå igen, så vil jeg aldrig lægge den hen. I sådan en knibe vil jeg ikke komme. Nej jeg vil putte den i min lomme. |
Vores landpostbud (som jo også modtager giroindbetalinger) kom
hver dag ind ad bryggersdøren og ind i køkkenet hos os, hvor
han tit passede at være med til formiddagskaffen.
Min farbror Johannes var pludseligt en nat uden mindste varsel blevet
blind. Øjnene ville ikke se om morgenen, lige meget hvor meget han
lukkede dem op. Han kom så et stykke tid på Blindeskolen i
København. Han blev så gift med en pige fra København,
og de fik en lille butik i Ingstrup syd for Løkken. Her flettede
Johannes bl.a. kurve som de solgte. Da præsten kom på besøg
og vel måtte se, at butikken jo ikke kunne levere kunderne de varer,
som de kunne købe før krigen, fortalte Johannes så
i stedet dette digt om hvordan alt var af lave. Det digt blev præsten
så begejstret for, at han skrev det ned, og uden Johanneses viden
sendte det ind til Vendsyssel Tidende, og herfra modtog den forbavsede
(og beskedne) Johannes pludseligt et honorar på 30 kr.
Soew øwer |
Sove over sig
. |
| Soew øwer de er domt, det jør kons
e foer.
Men hæntj ski for mæ så sint som i gor. Da enli a wuent å so på wor klok, da tentj a: "Nå tak! No hår hon, dej tråk, læt wæer å træk dej". For her, ma do trow, skal kwoen træek klokken, ien wi gor te row. Men dej tåenk bløw stakken, skal a nok låew, for sien a bløw wågen, ku a nok håew, a nok hae høt dej, men a ku blot li' å fo en minut på dej modsat si'. A dræemt, a skul intj ta noenting så nøew, for rentjer å awdraw wolt intj no døew. |
Sove over sig det er dumt, det gør kun et
får.
Men det hendte ski for mig så sent som i går. Da endelig jeg vågnede og så på vor klokke, da tænkte jeg: Nåh tak! Nu har hun, den trokke, ladet være at trække den op". For her, må du tro, skal konen trække klokken op inden vi går til ro. Men den tanke blev kort, skal jeg nok love, for siden jeg blev vågen, kunne jeg nok huske, jeg nok havde hørt den, men jeg kunne blot lide at få et minut på den modsatte side. Jeg drømte, at jeg skulle ikke tage nogenting så nøje, for renter og afdrag voldte ikke nogen døje. |
| Dej dræem skul wal så wåer næsten
en tiem,
ien pligtens urwærk i knolli wil kiem. Men så ka do trow, at maj ku kom uk å sengen; men lagent - dej skabe kluk - skul netop få wejlt sæ rontj om mien bien. A falt om på gult så tång som i stien. A slaw mæ en småel, men sprang op i en hast, men truer do så intj, at skjowten hang fast på sengestålpis dej her dreje knop. A flængt min skjowt, men så i e snop, a brække dej å, dej unøtle pej. Men så sprang kwoen op. Ih kos! Hon bløw wrej. |
Den drøm skulle vel så vare næsten
en time,
inden pligtens urværk i knolden ville kime. Men så kan du tro, at manden kunne komme ud af sengen; men lagenet - den skabede klud - skulle netop få viklet sig rundt om mine ben. Jeg faldt om på gulvet så tung som en sten. Jeg slog mig en smule, men sprang op i en hast, Men tror du så ikke, at skjorten hang fast på sengestolpens den her drejede knop. Jeg flængede min skjorte, men så i et snup, jeg brækkede den af, den nytteløse pind. Men så sprang konen op. Ih kors! Hun blev vred. |
| Hon hwæest å mæest: "No er do wal
klår
øwer: Wi skal ha sæeng, som ajer folk hår". Nå, a hat wat dom, a wiest heer jo siel, wor sæeng war wormstukken. De her skit miel bløw drysse på guelt. - Nå, klæen på i hast, men bowsen wæentj aew, å tæen sat sa fast i lommen. A faltj ijen. Sikken pien! E held kwoen war åltj for gal te å grien. Omsier kam a uk i nøest. Uk te fre'. Men uheld war retji ue etter mæ. Jow, de skul nok paes, en kow war goen løs å alke i skitte. Uh ha! e nøes. |
Hun hvæste og messede: "Nu er du vel klar
over: Vi skal have senge, som andre folk har". Nåh, jeg havde været dum, jeg viste hende jo selv, at vores seng var ormstukken. Det her skidt mel blev drysset på gulvet. - Nåh, men klæderne på i en hast, men bukserne vendte avet, og tæerne sadte sig fast i lommen. Jeg faldt igen. Sikken pine! Et held at konen var for gal til at grine. Omsider kom jeg ud i kostalden. Ud til fred. Men uheld var rigttigt ude efter mig. Jo, det skulle nok passe, at en ko var gået løs og vadede i skidtet. Uha en kostald! |
| Nå, a fæk rajslen jent op i heer bos.
A tentj på mjælkkuski: "Mon de ka noes?" A skul ha fejje, men limi war wæk. A so her å der, a so te min skræk, at suen ha lå på heer åller best gris, å di war fem daew å i skikle pris. Blot så dej wånskabt war døej i hans ste', for haj døer ilywl. Haj rester, do we'... Tit ukrudt gor fritj, mens tjaen gor i swång! Nå, endli ku a så koem i gång mæ malkning. Men hween war malkstol bløwn smit? A faj dej i grøbningi fuld å skit. |
Nåh, jeg fik kreaturet gennet op i hendes bås.
(*)
Jeg tænkte på mælkekusken: "Mon det kan nås?" Jeg skulle have fejet, men kosten var væk. Jeg så her og der, og jeg så til min skræk, at soen havde ligget på hendes allerbedste gris, og de var fem dage og i en skikkelig pris. Blot så den vanskabte var død i hans sted, for han dør alligevel. Han mangler, du ved ... (et røvhul) Tit ukrudt går fri, mens kernen går i svang! Nå, endelig kunne jeg så komme igang med malkningen. Men hvor var malkestolen blevet smidt? Jeg fandt den i grebningen fuld af skidt. |
| En kow, der er løs ka wal nok laew smar.
A ku intj sæt mæ på koskit å blar. Så mat a wal dæek stoel te mæ i sæk. Men truer do så intj, at hwar jej war wæk. Te dawle så flyer mien tåem sæek øwer åltj, men nær a skal brueg jej, så intj i pjåltj. Nå, så mat no halm wal dæek øwer de wæest. Men, fy for alwerdens ujskab å pest! Mien finger i sånt no lie skit a for, som kons i tøjlywe kat ku ha jor. Nå, koskit å katskit! Do ka wal jiet, a sætter mæ uen på malkstulis skit. |
En ko, der er løs, kan vel nok lave smadder.
Jeg kunne ikke sætte mig på koskidt og bladder. Så måtte jeg vel dække stolen til med en sæk. Men tror du så ikke, at hver og en var væk. Til dagligt så flyder mine tomme sække overalt, men når jeg skal bruge en, så er der ikke en pjalt. Nåh, så måtte noget halm vel dække over det værste. Men, fy for alverdens ondskab og pest! Mine fingre i sådan noget led skidt jeg får, som kun en tyndlivet kat kunne have gjort. (tynd mave) Nåh, koskidt og katteskidt! Du kan vel gætte, jeg sætter mig ovenpå malkestolens skidt. |
| Så skal der malkes. A tentj wesnok høwt.
A klæmmer å glæmmer i paet wil stroel skjøwt. A malker på hues, i ærmi, øwer åltj, så blywer a så gal å klæmmer dej pjåltj. Men så slor bæste i skånk op i spaj. Føst så, ka do trow, dej sleem tu we maj. A skul te å baej, men håwer så: "Jow a er bløwn walgt eej i menighedsroe". Men kowen hon for tæsk. A jør mæ te nar, for malkspaj triller i grøbningens blar. Så kommer mjælkkuski eej i de saem. A hae liså nær åsse bånke haem. |
Så skal der malkes. Jeg tænkte vist nok
højt.
Jeg klemmer og glemmer en patte vil stråle skævt. Jeg malker på mine hoser, i ærmet, overalt, så bliver jeg så gal og klemmer den pjalt. Men så slår bæstet en skank op i spanden. Først så, kan du tro, den slemme tog ved manden. Jeg skulle til at bande, men husker så: "Jo jeg er blevet valgt ind i menighedsrådet". Men koen hun får tærsk. Jeg gør mig til nar, for mælkespanden triller i grebningens bladder. Så kommer mælkekusken ind i det samme. Jeg var lige ved også at have banket ham. |
| No ku haj jo swaller, reej rontj å grien.
A so der war skadefry i hans mien. Men mjælkkuski haj kam jo snåt åstæ, å måenmjælken de kam jo så intj mæ. Uenpå det galskab war a bløwn så mat. A føelt mæ så træt, a ku sto å drat. Men endli fæk a malke å mågt å tjyen jij en jøw, a jik ue å prågt. A war intj sånt løsten i å koem ej. Der war jo det her med dej sengepej. Jow, wæest war de ligåt: kwoen war uej. De war kaski intj heller hielt uen gruej. |
Nu kunne han jo sladre, rende rundt og grine.
Jeg så der var skadefryd i hans mine. Men mælkekusken han kom jo snart afsted, og morgenmælken den kom jo så ikke med. Ovenpå det galskab var jeg blevet så mat. Jeg følte mig så træt, at jeg kunne stå og dratte. Men endlig fik jeg malket og muget og køerne givet en gævt foder, jeg gik ude og lavede lidt. Jeg var ikke sådan lysten i at komme ind. Der var jo det her med den sengepind. Jo, værst var det ligegodt: konen var vred. Det var måske heller ikke helt uden grund. |
| Men beest som a stu å war så forknøt,
så kam hon dæ uk. Føst stu wi å trøt, for ien wil føst go frå kullen å i waerm. Men ien a fæk tentj, hon lå i mien aerm. Hon fæk e slik åjer heer nies, øwer heer haeg, å åltj de war wæk, som fø'j wil naeg. De æntj mæ, a lowe, hon skul nok få e fin møblement for dej pej, a wrej å. No ma a ujwæer - ski åsse mæ de - en malkmaskien, a hae glæj mæ såen te. Sånt ka de go, hwes mæ wejer sej krop. Nej, næ ure wækker, skal mæ spring op. |
Men bedst som jeg stod og var så forknyt,
så kom hun derud. Først stod vi og trykkede, for ingen ville først gå fra kulden til varmen. Men inden jeg fik tænkt mig om, lå hun i mine arme. Hun fik et slik under hendes næse og over hendes hage, og alt det var væk som før ville nage. Det endte med, at jeg lovede, at hun nok skulle få et fint møblement for den pind, jeg havde vredet af. Nu må jeg undvære - skidt også med det - en malkemaskine som jeg sådan havde glædet mig til. Sådan kan det gå, hvis man vender sin krop. Nej, når uret vækker, skal man straks springe op. |
rajsel = kreatur, ko. Det
er et nedsættende ord om en ko, og almindeligt i vendelbomål.
(Jeg troede vi havde det i bymål som randsel, men i min dansk
ordbog er der kun ransel fra plattysk som jo er noget helt andet).
Man skal nok på det nærmeste være vendelbo for at forstå
vendelboernes anvendelse af rajsel om egne og andres køer.
Det var den første af Johanneses historier, jeg som stor dreng
ved en fest hørte Johannes fortælle. Johannes var tilbagholden
med de historier, for han ville ikke være noget specielt. "Men nu
da der var en del morsingboer med til festen ville vi i familien gerne,
at Johannes fortalte en historie". Historien rammer så vældig
plet på det lille familielandbrug, som jeg kender det.
Fåræsten så hår a no (marts 1999) fåt
æ lånt brøw på wendelbomol, endda på internet,
frå jej dæ hjeer Soren. A ka nok intj sæjes fri frå
å wæ' noe kun møj benåwe, for intj nok mæ
haj skrywer på wendelbomol, men hile stemningen å udtryksformen
er møj wendelbosk. Å så ka haj båe spel å
dåjs, å det der mæ EDB.
i gammel wost |
En gammel ost
. |
| A tjøbt i gång i gammel wost.
Dej war så stærk, dej ienting kost. Ja, temed fæk a tjøs å klap å tjømajs kuen, fåde hon slap for wosti. Ja, heer ma a rues. Hon fæk dej putte i i pues. Hon brugt heer ildklæem, men dej råest, å som i iller swient dej fjåest. Min nier de kam dej, å en streek bløw båejn så fast, dej intj ku wreek. |
Jeg købte engang en gammel ost.
Den var så stærk den ingenting kostede. Ja tilmed fik jeg kys og klap af købmanden kone, fordi hun slap for osten. Ja, hende må jeg rose. Hun fik den puttet i en pose. Hun brugte hendes ildtang, men den rustne, og som en ilder svinet (= osten) den hvæsede. (*) Men ned det kom den, og en strikke blev bundet så fast, den ikke kunne vrikke. |
| Nå, a nåej walbeholden hjem.
A åbent pjossi lidt på klæm. Men åh, dej stånke. Nej , så stræng. Min kuen faldt om å fæk i dreng. Å huj haj klynke, hwerlstjeen peb, å bælsi kam i slem bekneb, for haj hae lieg læt trej røew reej, å så weest haj, de nemt ku hæej, at haj fæk skyld for dæj her stånk. Kaski djer forkåel wil ji bånk. |
Nå, jeg nåede velbeholdent hjem.
Jeg åbnede posen lidt på klem. Men åh, den stank. Nej, så strengt. Min kone faldt om og aborterede. Og hunden klynkede, slibestenen peb, og tjenestedrengen kom i slemt bekneb, for han havde lige ladet tre ræve løbe, og så vidste han, det nemt kunne hænde, at han fik skylden for den her stank. Måske deres forkarl ville give bank. |
| A fæk tit fremme å di stræeng,
som jaen blywer seei åltj for læeng. Men mæ mej wost så slap a fritj. No åbnes pjossi klokken titj. Så læter di frå bænki brat, å tår djer lu å seer: gonat. Å komer dæ i fræk agent, så truer a, do hår jitte hwant, a foer ham lirke uk å døen. I gammel wost dæj ka wær skøn. |
Jeg fik tit gæster af de strenge,
som gerne bliver siddende alt for længe. Men med min ost så slap jeg fri. Nu åbnes posen klokken ti. Så letter de fra bænken brat, og tager deres hue og siger: godnat. Og kommer der en fræk agent, så tror jeg, du har gættet hvordan, jeg får ham lirket ud af døren. En gammel ost kan være skøn. |
| Men dryw intj spøg mæ gammel wost.
Æ meesklyw ka de somtier kåst. A wil ha sjøw å ham Pjer Wro å blæntj let wost op i hajs skro å jij ham de. Men de war søj. Haj bløw så syg, lieg we å døj. Haj frøs, haj nøs, haj swet, haj sprit. A råbt: "Sput uk!" lig ien haj strit. Så slap haj mæ no lie hwost. Nej, dryw intj spøg mæ gammel wost! |
Men driv ikke spøg med gammel ost.
Et menneskeliv kan det sommetider koste. Jeg ville have sjov med ham Per Vrå og blandede lidt ost op i hans skrå og gav ham det. Men det var synd. Han blev syg, var lige ved at dø. Han frøs, han nøs, han svedte, han spjættede. Jeg råbte: "Spyt ud!" lige inden han strittede. Så slap han med noget slem hoste. Nej, driv ikke spøg med gammel ost. |
*) Jeg har gået i Hjørring Gymnasium for der at skulle lære også den store tabel. Så jeg stillede mig efterhånden noget skeptisk overfor Johanneses historie: at en gammel ost skulle hvæse som en ilder når den blev taget med en rusten ildtang. Men her blev jeg senere belært fra Den Polytekniske Læreanstalt af lektor i kemi, licentiat Berg, at det skam var ganske normalt efter den højere kemi: den stærke syre fra den kraftige ost ville straks angribe rust og jern på ildtangen, hvorved safterne på sædvanlig vis ville bruse voldsomt op under luftudvikling, givende den karakteristiske lyd af en hvæsende ilder. Så Johannes har åbenbart vidst mere om oste end mit gymnasium gjorde. Og så passer resten af historien nok også, så derfor har jeg ment at kunne viderebringe den her.
Men så kan jeg vel også lige fortælle en anden oste-historie
fra min barndom (som endnu ikke er kommet på vers). (Jeg burde jo
her skrive den på vendelbomål, men hwa).
Fødder i gamle utætte gummistøvler kunne lugte
stærkt efter nogle uger og måneder, efterhånden som gammel
gummi, snavs, fodsved og hud gik i forening. Ovenpå den store ovnsektion
på teglværkerne boede bisserne, de hjemløse alkoholikere,
som var forfalden til et liv med kogesprit. Vores gård lå lige
ved Hvidegårds Teglværk og nogle gange om året havde
vi et par bisser til at komme og hjælpe os med påtrængende
arbejde. Disse forhutlede mennesker var så flinke som nogen. De skulle
bare ikke have deres penge før alt arbejde var overstået,
for så snart som bare én bisse på teglværket fik
penge, så lå alle brak i nogle dage, indtil pengene var drukket
op. Det vidste alle landmænd, at der ikke var noget at gøre
ved. Når så bisserne kom med ind i køkkenet hos os for
at få deres øejn (spise middag), blev der sådan en stank
i stuehuset, at det var komplet umuligt for kvinder og os børn at
spise med, og det selv om man fik dem til at beholde gummistøvlerne
på. Deres fødder må have været nærmest rådne.
Per Ravnsmed fra Lyngby (lidt nord for Løkken) gik i gummistøvler.
En dag, han var langt hjemmefra, helt ovre nord for Ålbæk ved
Kattegatkysten, var han heldig at få købt sig en gammel ost,
til billig penge. Købmanden havde den til at hænge i en gammel
sæk udenfor oppe på østgavlen, så vestenvinden
blæste luften ud over havet. Her havde fiskerne på vej til
Skagen vænnet sig til at bruge duften som kendemærke i dårligt
vejr. Når der en sjælden gang kom østenvind, gik købmanden
ud og flyttede osten om på vestgavlen, hvor vinden så blæste
ind over Råbjerg Mile (sandørken) og jog vildtet op. Osten
var ikke til at komme af med. Indtil Per Ravnsmed kom forbi. Han fik den
i både en pose og i sækken, med en rusten ildtang, selv om
osten hvæsede og vred sig (som I nu ved). Da han så kom hjem
og stod udenfor huset i Lyngby, så for først konen hjemmefra.
Da han kom indenfor med osten, så hvæsede katten værre
end en ilder og for ud i klitterne. Da han begyndte at linde på posen
for at se til den dejlige ost, så peb hunden værre end slibestenen
og for ned til stranden. Så trak Per Ravnsmed sine gummistøvler
af, og så rendte osten ud af huset.
14 børn på rad og række. En tur hos fotografen
i Hjørring i 1917. Farbror Johannes er nr 8 (fra højre).
(Husk at du kan benytte de to taster Ctrl Home for at komme til toppen af siden - fra alle steder).