Bonde-danse til det gamle landbrug

For fulde læs:
Når der er læs kører vi det hjem i laden (og så vil alle vi børn gerne med op på læsset). Hestene skal styres påpasseligt udenom ujævnheder så læsset ikke vælter. Vejen hjem går måske også lidt op af bakke og lidt ned af bakke. Vognen snakker. Det knirker ind imellem og vognhjulene piber og kalder på smørelse af akslerne. ”Tier” skriger hjulene, dvs. tjære. For på de gamle skåewuen var akslerne ikke af jern men af træ (træarme). De blev hyppigt smurt med tjære. På vendelbomål hedder tjære "tier". Tier udtales ikke som nier og tier i rigsdansk men som tiier med meget fladt i, og så er man vist godt med på hvad vognhjulene kalder på når vognen under kørslen snakker med, som det sker i de 3 melodier til hjemturen.

To fjælvogne på Hjørring museum.
Eller skoddevogne som de hedder på bymål i Vendsyssel (skåewuvn på vendelbomål).
Det er ikke helt gamle vogne, idet der indgår en del jern i hjulene. På fotografiet nedenfor er akslen på væggen vist (med flere kB).



Vogn-aksel af træ.
På væggen hænger en vogn-aksel af træ (=træ-arm); eller så gammel som man nu har været heldig at få en på Hjørring Museum.
Lidt jern er der på akslen: et jernspiger ind i træet til at holde hjulet på plads og en jernring omkring det yderste af akslen.
Træ-akslen skulle smøres vældig tit for ikke at løbe varm. Man smurte med tjære. Og så havde man fx på ture ind til købstaden en tjære-bøtte hængende under bag-akslen. Der er vist et par tjærebøtter på væggen.